Hvorfor giver I ikke bare maden ud?

Når vi brokker os over, at supermarkederne ikke bare giver deres overskudsvarer væk, skal vi huske at der ligger noget lovgivning bag – som kan være en del af, eller simpelthen er hele forklaringen.

Jeg er ofte blevet forarget over, at så meget mad bliver smidt ud fra institutioner, restauranter og detailhandel. Og det er jeg stadig – men mit fokus er rettet mod et andet sted. Lovgiverne.

Jeg har netop været på Hotel- & Restaurantskolens (HRS) grundforløb. Og HRS smider tonsvis af frisk mad ud hvert år. Råvarer bliver såvidt muligt brugt op. Men tilberedt mad bliver smidt ud.
I vores klasse spurgte vi ind til, hvorfor man ikke gav maden væk. Til hjemløse, eller bare til folk, som kom forbi. Man kunne oprette suppekøkken, og maden kunne sælges for en slik – eller simpelthen gives bort. Eller eleverne (som jo som oftest ikke har vildt mange penge) kunne få ”doggybags” med hjem.

Den primære grund til at tiltag af denne art ikke kan realiseres, er at skolen ville blive pålagt samme ansvar, som hvis de havde solgt maden. Dvs. at de samme fødevarekrav gælder når man giver mad væk, som hvis man sælger det. Bliver en elev – eller anden modtager af maden – syg, holdes skolen ansvarlig efter samme regler, som hvis en restaurant har gjort deres gæster syge. Og det kan i værste fald betyde fængselsstraffe eller kæmpebøder for skolens ansvarlige. Eller lærere.

Det samme gør sig gældende for resten af fødevarebranchen. Fra detailhandel til hotel og restaurationsbranchen.

Så hvor meget god vilje der end måtte være – må de for det første ikke give dato-overskredne varer væk. Hvis de giver mad væk, som ikke er overskredet, har de samme ansvar overfor modtageren som hvis de havde solgt maden.

Resultatet er at tonsvis og atter tonsvis af god, sund mad havner på lossepladsen (ja, jeg ved det – egentlig på forbrændingsanlæg, men losseplads lyder bedre) hvert år.

Dette belaster dels vores miljø. Det medvirker til overforbrug af kød. Mennesker, der ikke har penge, ville kunne have fået glæde af noget af denne mad – som i skrivende stund, blot smides ud.

Men med den nuværende fødevarelovgivning kan det ikke lade sig gøre, at bortgive tilberedt mad. Og der hvor det måske kunne lade sig gøre, bliver det for dyrt og ressourcekrævende at føre det ud i virkeligheden.

Kunne man forestille sig, at lovgivningen ændres, således at mad der bortgives, ikke er underlagt helt så skrappe regler? At såfremt man modtager gratis mad, selv bærer noget ansvar?
At en del fødevarevirksomheder faktisk hellere vil give overskudsmad væk, fremfor at drøne det i skraldespanden? At detailhandlen ser med mildere øjne på skraldere – og dermed sætter maden frem, fremfor at smide den i containere?

Der findes gode folk, der arbejder for at at bekæmpe madspild. F.eks. Stop Spild Af Mad, Rub & Stub og Regastro. Tjek dem ud, hvis du ikke allerede kender dem.

Stop Spild Af Mad er en interesseorganisation, der arbejder på flere niveauer for at bekæmpe madspild. Regastro er gruppe der arbejder for at sprede kendskabet til at få benyttet alle fødevarer, fremfor at smide dem ud – primært gennem sjove madevents. Rub & Stub er en restaurant, der har specialiseret sig i at lave mad med overskudsvarer fra primært detailhandlen.

Det er altså allerede muligt at gøre noget. Men det ville være en stor hjælp hvis lovgivningen gjorde det lettere, for den almindelige fødevarevirksomhed, at komme af med overskudsmad på en ordentlig måde.

Hvad mener du?

 

Foto: Fra Stop Spild Af Mads Facebookside

4 Comments

  1. TAK tak tak for et fantastisk indlæg! Hvor er vi enige! Her i Stop Spild Af Mad gør vi alt hvad vi overhovedet kan – også på det fødevarepolitiske niveau. Og der er gode nyheder:

    1) Vi er med i en gruppe, som Fødevareminister Dan Jørgensen har nedsat, som netop kigger på lovgivningen.

    2) Vi har oprettet Mad til Hjemløse (spred gerne linket) – http://www.stopspildafmad.dk/madtilhjemloese.html – hvor man selv kan donere maden til herberger og væresteder o.lign. Flere og flere er begyndt at gøre det.

    3) Vi er i gang med et stort og revolutionerende projekt: Et nyt fast system, hvor lokale fødevarevirksomheder, butikker, bagere, m.fl. nemt kan donere god, gratis overskudmad til lokale herberger, væresteder, kvindehjem, m.fl. Projektet er allerede ved at tage form.

    Så der kommer heldigvis til at ske en del!

    KH,
    Stop Spild Af Mad

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Current day month ye@r *