Fredagsburger på Kong Oscars Vej

22.03.2013 I oktober fik jeg en mail fra Sofie. Om jeg havde lyst til at komme ud og lave mad til hende, og hendes to knægte. Med mailen havde hun, som inspiration, medsendt deres uge-madplan. Mandag grød, tirsdag fisk osv. Om fredagen fik de hjemmelavede burgere. Eller fredagsburgere.

Og var der noget jeg ville, så var det da at lave fredagsburgere. Første aftale gik desværre i vasken (og jeg lavede derfor burgere til nogle andre (mere om det på et andet tidspunkt)). Men selvfølgelig skulle vi da lave en ny aftale. Og det blev så denne fredag.

Jeg kom om eftermiddagen, og blev modtaget af Sofie, Thor og Sejr.

Nu er der jo et utal af måder, man kan lave sådan en burger på. Også hvordan jeg laver dem. I aften valgte jeg at holde den ret klassisk. Sesambolle, bøf, iceberg osv.

Bollen
Jeg slumper altid min dej. Så i det følgende, er det sådan en slag på tasken opskrift. Du skal sikkert justere noget i forhold til tallene. Jeg laver en ret blød dej. Den skal have en konsistens som lidt før den bliver håndterlig. Det giver en rimelig blød bolle.
Jeg bruger vel en 3-4 cl. lunken vand. 15-20 gram gær. Sukker efter behag (3-4 spsk) – jeg kan godt lide hvis burgerbollen har en let sødme – men det styrer man selv. Der skal helst lige lidt sukker i, for at starte gæren. 3-400 gram mel (tilsæt løbende, indtil konsistensen er der) – jeg brugte sigtet spelt, som giver lidt substans og også smag. Dejen lader jeg hæve et par timer. Herefter slår jeg dejen ned i skålen. Jeg banker bare skålen mod bordet, til dejen falder. Herefter (med våde hænder) tager jeg klumper af dejen op, og former løst bollerne, i den størrelse man nu ønsker.
Jeg er tilhænger af sesam på mine burgerboller, hvorfor jeg pensler med æggeblomme – og drysser sesam på.
Bollerne kommes i en kold ovn, sat til 200 grader. Efter ca 30 min er de færdige. De skal være let gyldne.

Mayo
Man får en bedre burger, hvis man laver sin egen mayo. Her er min yndlings:
Pisk æggeblomme (hvis pasteuriseret, et bærer) sammen med 1-2 spsk dijonsennep, saften af en halv til hel citron (start med en halv, og smag til når mayo’en er færdigrørt), et par spsk æblecider eddike, salt og sort(!) peber. Ca. en halv liter solsikkeolie (modsvarende 2 æggeblommer, eller ét bærer pasteuriseret) tilsættes i ret små mængder af gangen, indtil rette konsistens og smag er nået. Husk at ægget og olien skal være i nogenlunde samme temperatur.

Chili-sovs
Laver denne enkle sovs til mange ting. Den smager fortrinligt til lam, feks. Men er også lige i skabet til en burger, hvis man kan lide at der er lidt krudt i.
En dåse harissa og lidt tomatpuré ristes af på en pande. Herefter tilsættes snittet frisk chili efter smag. Lidt sukker og et par spsk lys eddike (hvidvins, æblecider eller lign.), citronskiver, salt og peber, naturligvis. Lidt spidskommen er også lækkert. Og hvis det er til lam, f.eks., smider jeg som regel et par kanelstænger i også.
Lader det hele simre lidt på panden sammen med olivenolie, indtil citronskiverne er møre. Herefter tages chili’en af varmen, og køler af.
Jeg plejer at tilsætte lidt frisk olivenolie til sidst.

Guacamole
Egentlig ikke noget der hører til i en klassisk burger. Men skidtet smager jo godt. Desuden er det er vel næsten ikke nødvendigt at skrive en opskrift på guacamole? Denne aften blev den holdt helt basic. Sofie havde nogle virkelig lækre og perfekt modne avocadoer. Disse blev bare most sammen med salt, peber, citronsaft. Ikke så mange dikkedarer.
Jeg kan faktisk også rigtig godt lide at tilsætte hvidløg og lidt creme fraiche. f.eks.

Tilbehør
Man kan jo variere i en uendelighed. I aften var det langt henad vejen det helt gammeldags. Udover det allerede nævnte: En Iceberg, snittet. Frisk agurk, en hurtig syltet agurk (half’n’half lagereddike og vand. Sukker, salt, peber – og agurkeskiver skåret forholdsvis tyndt), tomater.

Bøffen
Jeg krydrer helt enkelt kødet. Og ikke så meget andet. Jeg bruger gerne spidskommen, lidt chilipulver, røget paprika – og måske lidt løgpulver. Og salt og peber. Herudover, klæder det bøffen at få finthakket bacon i. Samtidig bruger jeg ikke det magreste kød. Det skal være minimum 8-12% fedt. Denne aften havde jeg endvidere fornøjelsen af at afprøve sådan en bøfjern. Som var meget cool på sådan en lidt pudsig måde (når det ikke tog fat i mine fingre, i stedet for bøffen) …

Det var en rigtig hyggelig eftermiddag og aften. Og så blev vi underholdt med vittigheder hele aftenen af Sejr (holymoly, hvor kan den knægt snakke ;)), der var i hopla (og vidst i øvrigt heppede på Chresten i X-factor, som også vandt?).

Og i hvert fald Thor var tilfreds med resultatet af burgerne, tydeligvis. Ikke mindre end tre fik han konsumeret (undertegnede klarede to). Det er vidst noget med det der voksealder.

Og så gik jeg hjem med en påskegave. Lidt til mig. Og lidt til mine unger. Tak for det – blev sgu helt rørt :)

påske

coach outlet online

One Comment

  1. Pingback: I Will Cook For Food

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Current day month ye@r *